Gug Frydendal Model Jernbane (GFMJ) Gug Frydendal Model Jernbane  
/modeltog   Forsiden | Sidste nyt | Generelle artikler | Fotoalbum |
  /modeltog :: indkøb af modeltog   
 
GFMJ

» Sidste nyt

» Baggrund
»» Gug
»» Frydendal
»» Kærby
»» Skovdalen
»» Aalborg

» Fysiske rammer

» Opbygning
»» Facts
»» Sporplan
»» Sektioner
»» Landskab

» Materiel
»» Lyntog
»» Trækkraft
»» Personvogne
»» Godsvogne

» Fotoalbum
»» Lokomotiver
»» Personvogne
»» Godsvogne
»» Udstillinger
»» Biler
»» Opbygning af anlægget

» Digital

» Værksted

» Bøger

» Projekter
»» Bygning af Pc vogne

» Til salg


Generelle artikler

» Hvorfor bygge et anlæg?

» Autotransport

» Figurer

» Maling af figurer

» Forbedre plastbyggesæt
» Byg en sprøjtemalekabine
» Indkøb af modeltog

» Tips og tricks


Links

» Danske sider
» Udenlandske sider
» Producenter
» Danske butikker
» Udenlandske butikker
» MJ blade
» MJ klubber
» Inspiration
» Digital


Indkøb af modeltog
Quick Info
Opdateret10-12-06
Oprettet10-12-06
Ændret afUlrik
Denne artikel beskriver mine overvejelser omkring indkøb af tilbehør til modeljernbanehobbyen. Spørgsmålet, jeg vil forsøge at besvare i denne artikel er: Hvor får man mest modeltog for pengene?

Mest modeltog for pengene
Udviklingen indenfor modeljernbanehobbyen de seneste 5 år har betydet, at udvalget af varer er blevet kraftigt forøget, især hvis man kører dansk epoke III eller IV. Dette er en markant ændring i forhold til tidligere, hvor det meste materiel var tysk eller tyske modeller ommalet til at ligne danske modeller.

Spørgsmålet er derfor i dag, hvordan man får mest muligt modeltog for de penge, man vil bruge på modeljernbanehobbyen? Det er der sikkert mange meninger om, men herunder har jeg forsøgt at beskrive min tilgang til indkøb af modeljernbanetilbehør – det vil sige lokomotiver, vogne, spor og landskabsmaterialer.

Udgangspunktet for de nedenstående anbefalinger er, at jeg kører dansk epoke IIIb, hvilket indebærer at trækkraften skal være dansk, da det var sjældent at udenlandske lokomotiver befarede danske spor. For personvognene gælder det, at de fleste skal være danske, men der sås også udenlandske personvogne i Danmark, især i den internationale fjerntogstrafik.

Godsvognene på de danske spor i epoke III var en blanding af både danske og udenlandske vogne, idet den grænseoverskridende trafik i 1950’erne og 60’erne hovedsagelig foregik via jernbanen. Derfor kan der bruges både danske og udenlandske godsvogne på anlægget, så længe de udenlandske er mærket med T eller RIV, som angiver at vognene indgik i puljen af jernbanevogne, der kunne benyttes over det meste af Europa.

Forhandlere i Danmark
De sidste to til tre år er konkurrencen blandt de danske modeljernbaneforhandlere blevet skærpet betydelig, hvilket har betydet, at besparelsen ved at købe modeltog i udlandet er blevet mindre. Hovedårsagerne til denne udvikling er efter min mening følgende to ting:

1) Udbuddet af dansk materiel i epoke III og IV er øget voldsomt i forhold til tidligere – de fleste kunder her derfor ikke råd til at købe alt dansk, der kommer på markedet. Kunderne skal derfor vælge, hvad der skal investeres i, og det betyder, at producenterne ikke kan være sikre på at en dansk model sælger godt, bare fordi den er dansk. Pris og kvalitet i forhold til konkurrenternes produkter spiller en større og større rolle. Derfor kommer producenterne med gode tilbud til forhandlerne, som så sælger visse varer til langt under listepriserne, i nogle tilfælde til rene dumpingpriser.

2) Der er startet en del nye modeljernbaneforhandlere op, ofte som rene internetbutikker med begrænset vareudbud i begyndelsen. Senere udvider flere med en fysisk butik, hvor kunderne kan se og røre ved varerne. Med en internetbutik er prisen ofte det eneste, en ny forhandler kan differentiere sig på, hvilket ofte får loyale kunder fra de etablerede forhandlere til at købe en del af deres modeller hos den nye, billigere konkurrent.

Links til de nævnte forhandlere kan findes her.

Køb varen i samme land, som den bliver produceret
Hvis jeg ikke kan finde en bestemt vare hos min lokale modeljernbaneforhandler, har jeg et par tommelfingerregler for, hvor jeg så mest fordelagtigt kan købe en given vare – disse kriterier har jeg listet herunder:

1) Min opfattelse er, at man skal købe en vare i det land, hvor den produceres / hvor hovedmarkedet for produktet er. Nedenstående liste viser i hvilket land, jeg finder det mest fordelagtigt at købe produkter fra de meste kendte mærker. Modeller af danske lokomotiver, person- og godsvogne skal derfor købes i Danmark uanset at modellen kommer fra en tysk/østrigsk producent. Valget står så mellem at købe modellen hos den lokale forhandler eller hos en andet forhandler i kongeriget, som eventuelt har tilbud på modellen. Det samme gælder for specialmodeller, som oftest kun kan købes hos nogle få forhandlere, som evt. har sat produktionen af den pågældende model i gang.

For mange andre varegrupper til modeljernbanehobbyen gælder det, at listen af producenter domineres af de tyske producenter, hvorfor jeg ofte handler hos en håndfuld tyske internetbutikker, se beskrivelse og links senere i denne artikel.

2) Varer, hvor der sjældent er reklamationer på, kan oftest med fordel købes i udlandet. Det drejer sig f.eks. om elektronik, lim, maling, biler, figurer, plastikbyggesæt og landskabsmaterialer, hvor der især på de sidste to varegrupper synes at være en stor prisforskel mellem danske forhandlere og især tyske forhandlere.

3) Ting, som kan kræve service efter købet, kan med fordel købes hos den lokale modeljernbaneforhandler, da besparelsen ved at købe den på postordre eller via Internettet i Danmark eller i udlandet hurtigt kan blive spist op af omkostninger til forsendelse, hvis varen er defekt eller skal serviceres efter købet.

Nedenstående oversigt viser, hvor det som hovedregel er mest fordelagtigt at købe producenternes varer.

Danmark
- Heljan
- Hobbytrade
- MG-togmodelle.dk
- Modeller fra småseriefabrikanter
- Danske vogne og lokomotiver fra de store udenlandske fabrikker

Tyskland
- Märklin
- Trix
- Roco*
- Brekina
- Herpa
- Wiking
- Heki
- Faller
- Kibri
- Pola
- Lenz
- ESU

Storbritannien
- Peco

* Den opmærksomme læser vi have opdaget, at Roco ikke er en tysk men en østrigsk producent, men det kan alligevel bedste betale sig at købe Rocos produkter i Tyskland.

Forhandlere i udlandet
Jeg har primært handlet hos to tyske internetbutikker, Lokshop eK og Modellbahn Kramm og en engelsk, Thesignalbox. For alles vedkommende kan de anbefales til andre, især på grund af deres store vareudbud, gode support samt hurtig forsendelse. Fælles for dem er også, at købet kan betales med VISA kort, så alt i alt min erfaring, at det ikke er mere besværlig at handle ved en tysk internetbutik end en dansk internetbutik.

Af praktiske årsager har jeg en indkøbsliste, hvorpå jeg løbende skriver emner på, som jeg ønsker at købe. Når så listen indeholder en tilstrækkelig mængde varer fra tyske producenter, se ovenfor, så laver jeg en stor, samlet bestilling – dette er også med til at holde forsendelsesomkostningerne nede. Den typiske fragtpris for en kasse med op til 5 kg. Ligger på omkring 75 til 100 kr., hvilket besparelserne på det indkøbte nemt kan dække.

Alle, der dyrker modeljernbanehobbyen ved, at en forhandler ikke kan ligge inde med alle varer, så derfor er der ofte leveringstid på varerne – helt forståeligt. Servicen hos de tyske internetbutikker er paradoksal nogle gange bedre end fra nogle danske forhandlere, f.eks. så sender Lokshop eK løbende (flere gange om ugen) en status via email, hvor man som kunde kan se, hvilke af de bestilte varer er på lager, og hvilke der er i restordre. På denne måde undgår de, at man som kunde skriver eller ringer til dem for at høre, hvordan det går med ordren – efter at være blevet vant til at modtage disse statusmails, så sætter jeg virkelig pris på denne information og kunne godt ønske mig at idéen blev taget op af de danske forhandlere.

Links til de nævnte udenlandske forhandlere kan findes her.

Konklusion
Jeg lægger selv en del af mine indkøb hos den lokale forhandler, mens en del bliver købt via internetbutikker i Tyskland og Storbritannien. Alt i alt kan jeg varmt anbefale at købe modeltog i udlandet – jeg har selv gjort det i omkring 5 år og aldrig haft problemer med manglende levering eller forkerte / defekte produkter. Et Visakort er faktisk den eneste forudsætning for at komme i gang med at handle hos de udenlandske internetbutikker – det kan anbefales og der er penge at spare.

     
  © 2000-2010, Ulrik Vesterbæk